Fastgørelse af kabler, monterings-materiel m.m.
Det er et krav, at el-installationer er intakte, og at de er blevet vedligeholdt. Du har som andelshaver vedligeholdspligt, hvilket betyder, du er ansvarlig for vedligeholdelsearbejdet. Eksempelvis at anlægget efterses med jævne mellemrum, således det ikke forgår. Andelshaver er ligeledes ansvarlig for, at montering/opførelse er sket i overensstemmelse med den gældende lovgivning og tekniske krav.
Lovgivning
- Stærkstrømsbekendtgørelsen (SB6)
- El-håndbogen 2019
- Fabrikantens anvisninger
Er kabler og andet materiale fastgjort?
Samtlige installationskabler, rørinstallationer og monteringsmateriel skal være forsvarligt fastgjort til bygningsdele. Dette inkluderer afbrydere, stikkontakter og samledåser mv. Fastgørelse til uvedkommende rørsystemer som eksempelvis vand eller gas accepteres ikke. Synlig installation som kabler, ledninger og rør skal være fastgjort eller understøttet i fornødent omfang. Det samme gør sig gældende for skjulte installationer over nedtagelige lofter og i tilgængelige loftsrum.